Konsekvensbevidst kultur
”Undren er udgangspunktet for visdom”
Pythagoras
Alt for ofte handler eller taler vi mennesker, uden at have tænkt konsekvenserne af det vi siger og gør igennem.
Det kan f.eks. være når vi på et møde afgiver et løfte uden at have tænkt over, hvad indfrielsen af det indebærer, eller når vi sætter handlinger i gang uden at have et egentligt overblik over, hvad det medfører af ressourceforbrug eller, hvem det involverer og påvirker ud i organisationen.
Den oldgræske filosof Sokrates (469 – 399 fvt.) var meget fokuseret på, at vi i større grad lærer at tænke i konsekvenser, når vi handler og taler og derfor udviklede han forskellige typer spørgsmål, som virker i den retning:
F.eks. lærer han os, at vi oftere bør stille spørgsmålet: ”Hvad er konsekvenserne af dette?” Det kan f.eks. være medvirkende til, at en medarbejder får lejlighed til at reflektere over, hvad et netop afgivet løfte indebærer, eller det kan få os til at stoppe op og genoverveje en beslutning om en bestemt aktion.
Det kunne også være et spørgsmål som: ”Hvordan hænger det her sammen med det vi allerede ved?”.
Et spørgsmål, der f.eks. er værd at stille, når vi er i færd med at træffe større strategiske beslutninger, men også når vi skal evaluere de potentielle konsekvenser af noget vi gerne vil gøre.
Et tredje væsentligt konsekvensafklarende spørgsmål kan se sådan her ud: ”Hvordan vil handling X påvirke Y?” Denne type spørgsmål er værd at stille i rigtig mange situationer, og kan være med til at vi træffer mere velovervejede beslutninger i hverdagen—og til at træne medarbejdere i selv at blive mere konsekvensorienterede.
Det sidste taler også ind i en større kulturel forståelse, hvor kulturudvikling til forskel fra traditionel forandringsledelse eller almindelig organisationsudvikling, er opmærksom på, hvordan ændringer i adfærd og antagelser et sted i organisationen påvirker ændringer og antagelser andre steder i den.
Så ønsker vi at styrke fokus på konsekvenserne af vores ord, tanker og handlinger, er det vigtigt, at vi lærer at stille denne type spørgsmål.
Hvor konsekvensbevidst er den organisation du arbejder i?